Ja tak til ja-mand. Nej tak til ja-ja-mand.

Alle kvinder vil have en mand*.

Jeg sætter stor pris på en ja-mand. I nogen situationer vil ja-mand sikkert have behov for at være en nej-mand. Sådan er livet jo. Vi kan ikke være enige i alt. Så indmellem er det faktisk sundt for os, hvis mand også kan være en nu-slapper-du-snart-af-mand-mand!

Åh ja, bare mand aldrig bliver en ja-ja-mand, så er jeg godt tilfreds!

* Ja, ja, jeg ved det godt. Det er ikke alle kvinder, der vil have en mand. Nogen vil hellere have en kvinde. Og nogen vil ikke have nogen. Eller noget. Det er nok en længere snak.

Nye samværsregler

Al den snak om samværsregler i det sociale fællesskab. Sådan omgås vi hinanden, så alle kan være her (-agtigt crap). Vi tilpasser os, bliver bløde i kanterne, ifører os listesko og jante-vanter, alt imens vi stræber efter at tilfredsstille andre og til slut splattes vores individuelle behov ud som et æg på en skoldhed pande. Sjask!

Bliver vi mon i virkeligheden bedre mennesker af det?

Jeg siger; vi behøver kun 3 regler:

1) Har du brugt det sidste toiletpapir, så sætter du en ny rulle op.

2) Bland aldrig pærer og bananer (OBS! Det samme gør sig gældende for skæg og snot)

3) Tag skoene af, inden du træder ind i stuen.

Det burde nok være til at huske!

Potekantslag

Hvis vi havde poter i stedet for hænder, ville det så hedde: potegerning, potefast, potebold og potetryk?

Ville jeg have skrevet dette ved egen potekraft? Eller skulle de måske hellere have været poteskrevet?

Kan man blive poteplukket, fordi man gør et flot poteværk?

Er en potetaske poteterlig, og vasker man poter i potesæbe i en potevask og tørrer efter i et poteklæde?

Går man i krig med potevåben og potegranater og giver potekantslag, hvis man kommer i potegemæng?

Er det her helt upotegribeligt?

Jeg trækker potebremsen!

Gi’ januar væk

Hvis januar måned var en gammel sofa, så har den for min del stået klar til storskraldsafhentning i lang tid efterhånden. Kold, klam og kedelig måned. Jeg er mere til varme, sol og lange lyse dage!

Hvis det ikke var fordi, der ligger et par familiære fødselsdage i netop denne måned, ja, så kunne vi for min skyld sagtens lave en crtl+x på januars nuværende placering i kalenderen og derefter smække den ind mellem august og september med en ctrl+v. Tror faktisk, at januar ville vække langt mere glæde og moro der.

Værd at overveje for den fingernemme klippe-klistre-entusiast.

Fra godt-nyts-fronten kan berettes, at der helt planmæssigt er gået løn ind i dag! Ind i mellem er det de små sejre, der holder mig oppe…

Februar starter i morgen: Jeg er super optimistisk – vi har grillet inden måneden er omme! Olé!

Museumskranen

I disse dage tumler jeg rigtig meget med en helt specifik museumskran! Den dræner og tapper og hiver og slider al positiv energi ud af mig…

Sådan kender man en museumskran:

- den er manipulerende
- den bor til dagligt i en osteklokke, hvor den til daglig kun ser støvede ting, og derfor bliver meget forskrækket og ondskabsfuld, når den møder mennesker og ting fra det virkelige, nutidige liv
- den anerkender ikke andres evner og vil helst konstant antyde, at alle andre er inkompetente
- den starter enhver samtale med at problematisere – hvilket sjældent skaber basis for en god kommunikation
- den kan under ingen omstændigheder vise tegn på taknemmelighed

Aaaaaarg, jeg bliver så indebrændt gal, når kranen har været igennem på ‘den varme linie’, at jeg indimellem mest af alt har lyst til at råbe: “Lad mig være, eller det bliver sagt til de voksne!”…men det gør jeg jo ikke. Derimod tager jeg mod alle slagene, skruer min allermest overbærende og professionelle mine på og lader derefter al vreden gå udover mine kolleger, der får genspillet samtalerne i det der ligner realtid med indlagt kommentarspor!

Klaphatskran! Blev der sagt…

Tid…for lidt, for sent – for meget!

Aaaarg, har netop prøvet at passe en fætter-komsammen ind i efterårsprogrammet, og det er allerede nu svært at finde ledige stunder. Så sandt – tid er den knappe faktor.

Er efterhånden også ved at indse, at håndbold slet ikke kan passes ind i sensommerens program. Der er planlagt to stævner i den periode, hvor jeg får mere end rigeligt at se til med Kulturnat Aarhus. Det hænger ikke sammen. Oveni hatten har jeg sagt ja til at lave et par webprojekter – og jeg har et liggende, som gerne skal afsluttes snarere end snart. Og hvad med huset og haven og aaaaarg! Får dårlig samvittighed over alt det jeg ikke når, at jeg knap nok når at glædes over de flueben, der trods alt kan sættes på to-do-listen.

Gad vide, om brødene er blevet slået så stort op, at jeg skal have lejet en industriovn ind for at kunne bage?

I Italien #3

…tør mænd godt lade kvinder tanke selv?!?

Feriespillet #1

…jeg er så småt gået i gang med den proces, man vel nærmest kan kalde ‘feriespillet’. Det er et superspændende spil, der helst skal spilles over flere uger op til en sommerferie.

Hvis du skulle have lyst til at prøve det, så kommer opskriften her:

- en Mie, der vil til sydens sol
- en Anders, der vil blive hjemme i ferien
- en uplanlagt sommerferie
- rigeligt med bævrende underlæbe og hundeøjne
- lidt vrede
- en smule skuffelse
- godt med figthervilje

Sådan spilles spillet: Man starter med en Anders, der siger ‘vi skal ikke på ferie i år’. Herefter siger Mie ‘jow, vi skal’. Så siger Anders ‘nej, vi skal ej, vi bliver hjemme’. Hvortil Mie svarer ‘næ, det tror jeg faktisk ikke, vi gør’ – og sådan fortsætter spillet med god ping-pong af utrolig saglige argumenter.

Den kan evt. også spilles omvendt, hvor Mie starter med at sige ‘vi skal på ferie i sydens sol’, hvortil det så bliver Anders’ tur, og han kan svare ‘nej, det skal vi ikke’ etc. etc.

Det hele peppes op med bævrende underlæbe, hundeøjne, vrede og skuffelse fra Mies side, men den altafgørende ingrediens er fighterviljen og lysten og viljen til at spille spillet i flere uger op til en sommerferie. I den sidste periode indtil ferien indtræffer, kan man evt. optrappe indsatsen ved at krydre med følgende indslag/events/trusler (hvoraf flere er testede!)

- Mie køber nye badebukser som en gave til Anders
- Mie surfer afbudsrejser non-stop og viser gerne mulighederne frem for Anders
- Mie fortæller Anders, at hun så bare rejser alene, og på ingen måde vil blive ked af, hvis der fandtes en trøstende Giorgio, Pablo, Juan etc. på destinationen
- Mie lader som om, at hun overhovedet ikke kan huske, at hun har været på ferie med Anders før
- Mie bliver vred og truer med ikke at lave aftensmad til Anders (kan skiftes ud med trusler af enhver slags, men det skal helst være nogen af livstruende karakter)
- Mie skriver et blogindlæg og håber på, at andres medhold kan påvirke Anders til at skifte mening

Det skal helst ikke nå til tårer og klynkeri - men det er da så sandelig en mulighed, der ligger lige for.

Med disse ord fløjtes kampen igang!

Det må og bør stoppe nu…

Bliver man nogensinde for gammel til at have yndlingsudtryk, som man i perioder bruger i overdreven grad. Jeg gør nok ikke.

Er i øjeblikket ramt af udtrykket ’sejt’ – og ikke andet. Med garanti inspireret af mindste-svigerinden, der bruger ‘nice’ i så ekstrem grad, at det kan der slet ikke staves til det med det danske alfabet. ‘Sejt’ kan bruges som kommentar til alt. Og helst i situationer, hvor det slet ikke hører hjemme.

- ‘Jeg tror, jeg vil klippe græsset’
- ‘Sejt’

- ‘Vi har ikke mere køkkenrulle’
- ‘Sejt’

- ‘Der er ild i hækken, og det er ved at antænde udhænget på naboens hus’
- ‘Sejt’

Det må og bør stoppe nu. Findes der mon en delete-knap, der kan få sådan mental blokade til at forsvinde?

Tror faktisk mine forældre vil bifalde denne selvindsigt. Tror sent de glemmer den periode, hvor alt blev besvaret med de vise ord: ‘Ja, ja, tyv’ (20) gange’. Don’t even make me try to explain.

Besøg af S. Øvnig og T. Ræt…

I går aftes var jeg ude at spille håndbold til kl. sent. I dag er jeg simpelthen så træt, at jeg tumler med bare at bære min egen kropsvægt. Jeg er faktisk…

…så træt, at jeg måtte have morgenløfter af Anders for at komme ud af sengen. Sker ellers aldrig. Længere.
…så træt, at mine blink er blevet så langsomme, at et af dem varede fra afkørsel 55 Horsens Nord til afkørsel 52 Skanderborg Vest.
…så træt, at mine polioramte arme ikke engang kunne smække bildøren helt i under udstigning i 8000.
…så træt, at jeg ikke engang kan magte at blinke. Nu er mine øjne efterhånden så tørre, at mine kontaktlinser er blevet et med selve øjet.
…så træt, at jeg indimellem sukker ganske højlydt og lidende. Egentligt er det nok ret tit. Gad vide hvor længe mine kolleger holder det ud.
…så træt, at jeg ikke orker at dobbeltklikke med musen. Højreklik-åbn gør heldigvis også jobbet.
…så træt, at jeg overvejer at erstatte mit frokostfødeindtag med en morfar.
…så træt, at jeg stadig strækker mig, selvom vi nu er nået til kl. middag.

Uff, der må findes en løsning.